I Kompetencecenter for Skolefravær arbejder vi med Vygotskys ”Zonen for nærmeste udvikling”.
Den er fortolket ind i forståelsen af arbejdet med ufrivilligt skolefravær, hvilket I kan læse om nedenfor.
Når et barn eller ung har bekymrende skolefravær og mistrives, ender hjemmet ofte med at være barnets eller den unges komfortzone. Det kan være skræmmende og føles meget ubehageligt at skulle i gang med tiltag, der skal være med til at øge barnets/den unges funktionsniveau og trivsel.
Derfor skal vi have et stort fokus på tryghed og tilpashed.
Grundlæggende skal tænkningen forstås således:
Vi udvikler os optimalt ved at bevæge os frem og tilbage imellem komfortzone og udviklingszone. Alle mennesker har brug for at komme tilbage i komfortzonen – det trygge og velkendte – for at bevæge os i udviklingszonen for en tid, når vi skal prøve noget nyt og lære noget.
Bliver skridtet for stort eller opholder vi os i udviklingszonen for længe uden mulighed for at trække os tilbage i det trygge, overbelastes vi potentielt.
Når vi bliver overbelastede og vigtige områder i hjernen lukker ned, så vi ikke kan lagre ny udvikling og hjernen fyldes med kortisol og adrenalin. Det er her, vi oplever, mekanismer som freeze, flugt eller kamp bliver aktiveret.
Alt udvikling skal derfor foregå med tilpashed, så vi kan balancere os selv undervejs. Det er naturligt at føle spænding, usikkerhed og nervøsitet, når vi skal noget nyt – og for at regulere os, skal vi tilbage i det trygge – hvor vi føler os i sikkerhed.
På den måde kan vi udvide vores komfortzone, så det, der først føltes lidt utrygt, med tid, støtte, gentagelser og erfaring bliver til almindelige rutiner, hvor vi føler os trygge, fordi vi kender til det og kan mestre det.
Dette er gældende for alle menneskers udvikling.
I arbejdet med UFRIVILLIGT SKOLEFRAVÆR er denne tænkning grundlæggende for at kunne lykkes med at støtte barnet/den unge i trivsel og på sigt i skole igen.
Hvert skridt ud i udviklingszonen skal aftales og afstemmes med barnet og den unge – og barnets/den unges stemme og motivation skal være omdrejningspunktet for de aftaler, der laves og øves.
Det er vigtigt alle nye tiltag ud i udviklingszonen, er fuldt integreret – det vil sige barnet/den unge kan rumme det og gør det uden at føle sig overvældet – inden der iværksættes nye tiltag.
Alle forløb med børn/unge i mistrivsel kalder på en helt individuel tilgang – netop fordi zonen for nærmeste udvikling er forskellig fra barn/ung til barn/ung og situation til situation.
Det kræver systematik, vedholdenhed og en rigtig god, tryg og omsorgsfuld relation, når vi skal arbejde med børn og unge, der har udviklet skolefravær.
Med fokus i ovenstående forståelsesramme, er det min erfaring, at vi i højere grad lykkes sammen.
Kompetencecenter for Skolefravær
v. Psykoterapeut MPF Sanne Grothe
